Har dit barn udfordringer med at læse og stave?

 
De fleste børn leger med sprog og med bogstaver som en del af deres sprog- og læseudvikling. En del børn kan dog have svært ved at lære sig at læse og stave. I de fleste tilfælde er det muligt gennem særlig tilrettelagt undervisning af hjælpe disse børn til at lære at læse på lige fod med deres kammerater.

I enkelte tilfælde kan et barn have så svært ved at tilegne sig skriftsproget, at barnet får brug for at anvende forskellige former for læseteknologi.



Jeg kan tilbyde at lave en undersøgelse af dit barns læsning. På baggrund af en sådan undersøgelse kan jeg komme med forslag til, hvordan dit barns udfordringer omkring læsning og skriftsprog kan mindskes og måske afhjælpes. Efter en læseundersøgelse kan vi eventuelt aftale undervisning i en periode.



Jeg tilbyder taleundervisning

Jeg tilbyder taleundervisning til børn, der har udfordringer i forhold til at udvikle deres sprog og deres udtale.

Nogle børn kan have svært ved at lære sig det nødvendige ordforråd. Det kan også være svært for dem at lære at udtale ordene og svært at bygge sætningerne op. 





Når jeg bliver kontaktet af forældre, vil jeg prøve at afdække hvad det er, forældrene gerne vil have hjælp til. Derefter vil vi ofte aftale, at jeg laver en undersøgelse af barnets sprog, dets udtale og af sprogudviklingen i det hele taget.

Undersøgelsen foregår ved, at jeg taler med barnet, og ved at vi kikker i bøger og leger med forskellige materialer. Som forældre må I meget gerne være med, når jeg taler med jeres barn.

Når vi har fundet ud af, hvor barnet er i sin sprog- taleudvikling, kan vi eventuelt aftale at påbegynde et undervisningsforløb. Undervisningen og forløbet vil blive tilrettelagt i forhold til barnets behov og jeres ønsker.
 


Det er meget vigtigt, at få et tæt og godt samarbejde med forældrene. Hvis I har mulighed for at deltage i taleundervisningen vil det næsten altid være en rigtig god ting.

Normalt foregår undervisningen én gang om ugen. En undervisningsgang vil tage omkring 1 time, hvor den første halve time vil være undervisning i form af leg og spil med barnet. Den anden halve time vil være vejledning til forældrene. På den måde vil I som forældre være i stand til at fortsætte stimuleringen af jeres barns sprog i tiden mellem to undervisningsgange.